Gør midtby-strategien mere innovativ
Lad ikke de store kultur-institutioner i Odder løbe med alle kvadratmeter

Visionerne for en mere levende midtby i Odder er løfterige. Folkeliv i Folkeparken, kulturhus i Centralhotellet, et rekreativt torv og et remise-område fyldt med aktiviteter og boliger.


Indfries de visioner, kan Odder med rette se frem til et mere tillokkende og livfuldt centrum.


Men der er et par men’er i de store visioner ud over de økonomiske omkostninger, der kan vise sig at være det hele værd. Det skriver Steen Bille, formand for KulturHub Odder, i et læserbrev til Odder Avis 2. marts 2022. Da det måtte forkortes, er her hele læserbrevet:


Set fra min stol, dvs. som aktiv i en frivillig-båret kulturforening og som journalist med mange års skriverier om udvikling af spændende byrum og kønsnormer, frygter jeg lidt den kommunale og større aktørers måde at se fremtiden i møde.

Giv de unge kvinder plads i Folkeparken

Lad mig nævne Folkeparken. Det er et spændende projekt til at kæde byens største supermarkeder sammen med midtbyen på.  En af detaljerne, der skal indgå i den nye park, er bl.a. en multibane. Intentionen er god, men personlige besøg og undersøgelser af multibaner over hele landet, afslører ringe brug af dem og en gennemsyret maskulin kultur.


Piger og unge kvinder trives ikke dér, fordi drengene og de unge mænd har så travlt med at vise muskler, vise deres styrke og dygtighed frem samt være seje. Ligesom de dominerer skaterbaner og andre streetfaciliteter.


Derfor frygter jeg en kønnenes ulighed, hvis Folkeparken blot skal rumme en traditionel bane, hvor banderne i sig selv holder de unge kvinder væk. 


Jeg vil byde et område, der inviterer alle typer unge til at bruge det som såvel et socialt som et aktivitetspræget sted, mere velkommen. 


De unge kvinder skal kunne hygge sig sammen uden at føle sig sat uden for eller presset af fyrene. Så gode, hyggelige siddeområder at hænge ud på, vil være guld værd, viser undersøgelser om kønnenes ønsker til attraktive byrum.

Min vision er flere typer kulturhuse eller nye typer forsamlingshuse fyldt med mangfoldige aktiviteter for alle generationer

Ny vej for Centralhotellet
 

Jeg kan ikke komme uden om Centralhotellet. Forhåbentligt vælger politikerne i maj at lægge millioner i en langtidsleje eller køb af bygningen. Og til den nødvendige renovering og ombygning, så huset kan bruges af store som små, unge som gamle til aktiviteter.


I den fremtidsplan, som kommunaldirektør Henning Haahr fremlagde på Odder Kulturforenings generalforsamling i sidste uge, skal de kommunale institutioner som biblioteket, Musikskolen, Ungdomsskolen lægge bunden under lokaleanvendelsen og økonomien.


Men fyldes huset ud af kommunalt styrede aktører, reduceres muligheden for de kreative og bredt funderede frivillige foreningsfolks adgang til lokalerne meget sandsynligt . 


Hvilket i mine øjne vil være et tab for et spraglet, afprøvningsvilligt og borgerinddragende kultur- og fritidsliv.

Rusk op i Remisen

 

Jeg nærer samme frygt for kommunal omfavnelse af Remisen og området dér, der vil være tilbage, når der er bygget 5.000-10.000 kvm boliger.


Måske åbnes og ombygges Remisen til at være et større koncertsted og muligvis biograf med to sale. Det kan Odder såmænd godt have brug for, men jeg ser et andet frodigt sted for mig.


Jeg er inspireret af Sønderborghus, der på én gang rummer en pænt stor koncertsal til alle typer optrædender, et mindre scenerum til up-and-coming musikere, stand up’s, poetry slam, seniorhygge. Et intimt sted.


Men hvad vigtigere er, så rummer huset en række aktive værksteder, hvor alle aldre kan booke sig ind på hold eller bare bruge stedet med en hjælpende hånd og materialer fra stedet.


I dag kan du komme dér og arbejde med keramik, glas, læder, smykker, male, tegne mv. Der er øvelokaler for lokale band ligesom der en tilknyttet mødelokaler og en café.

Vis mod og fremtidssyn

 

Sådan et aktivitetshus med et udendørs caféområde og hænge-ud sted a la Institut X i Aarhus tænder mig mere end en bygning med få, store faciliteter. De vil stå ubrugte hen i lange perioder.


I alle tilfælde opfordrer jeg politikerne i Odder Kommunalråd til at vise mod, fremtidssyn, innovativ tænkning, og til at hente inspiration i bl.a. Sønderborg.


Min vision er et Centralhote, en Folkepark og en Remise fyldt med mangfoldige aktiviteter for alle generationer.


Huse hvor alle borgere kan føle sig involveret og dermed beriget.


Hør danmarkshistorien blive levende
Den velansete historiker Rikke Agnete Olsen fortæller om middelalderens borge og voldsteder