Tag med på tur til to fjerne lande
Simon og Hans Peter har slægtsrødder i henholdsvis Polynesien og Equador

"Rødder" er titlen på en spændende aften med to unikke fortællinger om have sine slægtsrødder i lande langt fra Odder.

Torsdag den 17. marts kl. 19-21.15 lægger Centralhotellet i Odder stue til en rejse i ord og billeder til både Pitcairns Ø nær Tahiti og Equador. Det er ikke røverhistorier, men sande fortælllinger, som to lokale borgere vil  tage tilhørerne med på.

Simon Charles Quintal er nok en 39-årig videofotograf fra Hou, men han er også en efterkommer af Matthew Quintal. Han var en barsk sømand, der var en af de 17 mytterister, som gjorde oprør mod kaptajn Bligh på det britiske flådeskib Bounty i 1789.

Mytteristerne bosatte sig på Pitcairns Ø og giftede sig med kidnappede tahitianske kvinder.

Dén drabelige historie og den nutidige kontakt til efterkommerne vil Simon fortælle om den aften.

Landmænd på langfart

Hans Peter Jensen bærer et ærkedansk navn, men den 69-årige mekaniker fra Alrø er født og opvokset i byen Ambato i Equador. Hans forældre rejste derover nogle år tidligere lokket af et par danske landmænd, der savnede selskab og arbejdskraft.

Danske bagere, mejerister og landmænd fulgte senere med. Hans far blev dog bestyrer af en hacienda med 100 ansatte og blev i landet. Den dag i dag bor hans mor, søster og ene bror stadig i det sydamerikanske land.

Den spansktalende Hans Peter, der er mekaniker ved Odder Sognekirke, besøgte senest familien for seks år siden, men er på vej derover igen i efteråret med sin kæreste.

Aftenen med de to slægtsfortællere vil således tage dig med på to forunderlige rejser, der tager udgangspunkt i Hou og Alrø.

Entréen koster 50 kr., men kun 30 kr. for medlemmer af KulturHub Odder

Køb billet 

Flere events på vej
  •  En sommeraften torsdag den 2. juni på borgruinen Bjørnkjær ved Hou, hvor en af landets mest erfarne middelalder-historikere Rikke Agnete Olsen vil fortælle levende om voldsteder og borge i Odder Kommune 

Digtoplæsninger i kaffestuen
Lokale ansigter viser mod ved at læse egne tekster højt