Fortælleaften om Ørting Mose
Livshistorier om lokalt hverdagsliv

Kom tæt på det liv og de personer, som har været med til at give Ørting og Ondrup Moser den helt specielle identitet, området har den dag i dag.


Torsdag den 30. marts kl. 19-21 inviterer KulturHub Odder alle til en spændende aften i Sognehuset på Bilsbæksvej.


I løbet af to timer vil Lise Laursen fra Mosevej og Steen Bille fra KulturHub Odder åbne døren ind til nogle af de unikke mennesker, der levede i mosen, fattige, men tilsyneladende også tilfredse som eneboere uden at have tæt kontakt med andre mennesker.


Kirken byder på kaffe og kage, så vi lægger op til en aften med hyggeligt samvær om de gode historier.


Unikke livshistorier


Måske er fortællingerne ikke nye for alle, men samlet set vil aftenen give et indblik i og et portræt af det liv, der blev levet i den langstrakte mose med den rige historie.


Som lokal beboer vil Lise Laursen både fortælle om sit eget liv i Ørting Mose gennem 40 år, og om det børnerige hverdagsliv, som kirkebogen og folketællingerne fra dengang afslører udfoldede sig lige uden for Ørting by.


Hun vil også sætte lys på et par livshistorier fra området bl.a. om Julie fra Ørtings ghetto og Aurora Benediktes søn.


Steen Bille vil følge op med andre livshistorier om bl.a. Vælling-Cathrine og maleren Eigil Nielsen med den enkle levevis længe før det blev trendy.


 Tilmeld dig

Kvinde, lad os høre din favoritmusik
Nyd dejlig musik i hyggeligt selskab med andre kvinder