Sæt kryds i den kalender lørdag den 12. juni kl. 11. Det er dagen og tidspunktet for vores officielle åbning af KulturHub Odders fotoudstilling, der samlede billeder ind fra alle hjørner af kommunen i hele maj.
Stedet er Tværgade/Rosensgade midt i gågaden.
I resten af juni kan du se de udvalgte 50 billeder, der udstilles døgnet rundt i Odders gågade med billeder taget forskellige steder på Tunø, i Randlev, Hou, Rude Strand, Torrild, Odder, Gylling, Saksild, Alrø osv.
Den 12. juni åbner vi udstillingen med et par korte taler, nogle dråber til de voksnes ganer, slik til børnene og vigtigst af alt: Uddeling af sponserede præmier til otte forskellige borgere, der har været fotografer.
En dommerkomité på fem mennesker har kigget alle billeder igennem, vurderet dem og valgt de 50 billeder til udstillingen. Desuden har de valgt de otte billeder, der hver skal have en særpris overrakt ud fra hvert sit tema, der blev defineret af KulturHub Odder.
Otte kategorier
Otte fotografer præmieres i hver sin kategori:
Den smukkeste sol op- eller nedgang, et stemningsfuldt sted, et hyggeligt og rart sted, det fototekniske bedste billede, her spiller foto og tekst godt sammen, giver lyst til picnic-foto, farvestrålende foto, inspiration til en gåtur.
Hver af de otte udvalgte modtager en præmie sponseret af primært lokale givere.
Dommerkomitéen består af Arne Sørensen, direktør for Kvickly Odder, Peter Astrup, næstformand for Køb Odder, Lars Aarø, fotograf, Preben Smedegaard, Odder Fotoklub og Jytte Sørensen fra KulturHub Odder.
Fotoudstillingen er blevet til virkelighed, fordi vi modtog 20.000 kr. fra Kvickly Odder i 1 million kroner puljen "Noget for Noget". Pengene skulle gerne gå til en aktivitet, der kan skabe mere liv for butikslivet efter coronanedlukningen.
Kvickly har desuden sponseret drikkevarer til åbningen, mens Dalum Byg har sponseret udstillingshegn.
De sponserede præmier kommer fra: Tre gavekort á 500, 300 og 200 fra Køb Odder, et gavekort på 300 kr. fra Fru Møllers Mølleri, et gavekort på 500 kr. fra billedtrykfirmaet Illux A/S i Skanderborg, den nyudgivne bog "Lone Landmands kager", fotograf Ann Malmgrens smukke bog "Tivoli - en eventyrlig blomstrende have" og Gads Forlags bog "GÅ - En hyldest til vandringen".
Så kom til åbningen af udstillingen, se om du kender den person, der præmieres eller udstiller et billede, og ellers bare nyd de mange flotte billeder fra smukke steder i kommunen.