Kultur giver nye vinkler på verden
Odders borgmester Lone Jacobi henter glæde, nye idéer og refleksioner i kulturlivet

Sommerferien er nået, så KulturHub Odder har inviteret Odders borgmester Lone Jacobi til at holde en pause fra de svære politiske diskussioner. I stedet skal vi tale om de kulturoplevelser, hun har haft tilbage i tiden, og dem, hun nyder godt af i dag.

Samtalen starter i togvognen i Pakhusets Café og fortsætter på en stille, skyggefuld bænk på Odder Kirkes kirkegård.

Mit første spørgsmål til Lone Jacobi er:


Hvad giver kulturoplevelser dig i dit liv?

Hendes svar falder prompte:

“Først og fremmest glæde. Og så giver kulturoplevelser ofte adgang til nye idéer og  refleksioner, så jeg går derfra med nye tanker”.

“De giver anledning til andre vinkler på verden, også selv om man kan blive stødt, udfordret eller inspireret af det, man kan opleve”.


Lone Jacobi er helst fri for at finde den inspiration alene.


“Kulturoplevelser er bedst, når de opleves sammen med andre. Så giver de afsæt for gode samtaler bagefter”, understreger hun.

Hvilken kulturform har fanget dit øje mest?

Litteraturen, lyder Lone Jacobis svar.

“Jeg har altid været en læsehest, selv om mine forældre har været glade for at gå i teatret og i operaen. Men min to år ældre storesøster lærte mig at læse dengang jeg var en lille, genert pige”, fortæller hun.

Hun havde få, gode hjerteveninder, så meget tid blev brugt på at læse og læse og læse.


“På vores familieferier havde jeg altid 20 bøger med, og den dag i dag har jeg altid gang i flere bøger samtidig”.


Lone Jacobi var også en flittig gæst på det lokale bibliotek.


“Når jeg kom dér, spurgte bibliotekarerne altid ‘har du læst dén og dén bog?’, fordi de så, at jeg havde så meget lyst til at læse”, husker hun.

Nysgerrigheden på menneskeliv og fjerne egne går igen i de bøger, jeg er interesseret i


Fagbøger og digte


I dag læser hun ikke meget skønlitteratur, mere fagbøger som Mathias Tesfaye’s 

‘Velkommen Mustafa. 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik’, Birgitte Possings ‘Argumenter mod kvinder’, Ritt Bjerregaards selvbiografi og Paulo Coelho’s ‘Alkymisten’.


“Fagbøger er lettere at lægge væk, hvis jeg bliver forstyrret”, siger hun.

Alligevel tager hun sig tid til at bladre og læse i digtsamlinger.

“Jeg kan godt li’ at læse Lone Hørslev og Yahya Hassan. De giver noget andet end romaner”.

Nysgerrig efter ny indsigt

Lone Jacobi er uddannet etnograf og socialantropolog ved Aarhus Universitet. I maj til august 1997 brugte hun sin viden som frivillig nødhjælper i Bosnien, hvor hun lagde sine kræfter i psykosocialt arbejde med flygtninge og kriseramte unge.

“Der lærte jeg også at læse den jugoslavisk-serbiske forfatter Ivo Andric”, tilføjer hun. 


“Måske er det den baggrund, der gør, at jeg i dag mest læser for de gode historiers skyld. Nysgerrigheden på menneskeliv og fjerne egne går igen i de bøger, jeg er interesseret i. Forfattere som Kim Leine, der skriver om en anden tid i et andet samfund, det grønlandske”, forklarer hun videre.


Hun læser også blandt andre kinesiske forfattere og andre forfattere, som hun tager i hånden for at søge andre sandheder og indsigter i livet.

“Jeg læser mest bøger for den gode handlings skyld, ikke for sprogets skyld”, siger hun kontant og fortæller videre, at hun altid tager en bog af en lokal forfatter med, når hun skal til et andet land.

Lone Jacobi har især gjort sig én bestemt erfaring med litteratur:

“Går jeg ind i en bog, er jeg væk. En bog spiser let min tid og jeg kan let synes, at en en bog er en tidsrøver, hvis den tager mere end en måned at læse”.

Hvilken musik går du op i?

“Hmm…noget af det første musik, jeg hørte, var nok noget a la Hammond a la Rock. Jeg var aldrig first mover, når det handler om musik, første gang jeg selv fik noget at spille musik på, var cd-afspilleren”, siger Lone Jacobi om sine erfaringer med de musikalske oplevelser.

Hendes far hørte jazz i radioen om søndagen eller han satte en plade på. Hendes mor var musiklærer, så hun begyndte selv at gå til klassisk klaver som 7-årig.

“Jeg har ikke selv ejet min egen kassettebåndoptager, så den første plade jeg hørte, ‘Kim i cirkus’ med Kim Larsen, hørte jeg på cd-afspilleren”, husker hun.

Til gengæld var hun den første blandt vennerne, der fik sådan én.

“Dér lyttede jeg til ‘Vejen væk’ med Thomas Helmig, Erasure, Duran Duran, Sting, U2 og Bryan Adams dengang jeg gik i gymnasiet. Bryan Adams var også min første koncert”, fortæller hun.

Jeg lytter til den samme musik som mine store børn: Andreas Odbjerg, Tina Dickow, U2, Klondyke... 

Hjemme i Randlev har hun kun én højttaler tilbage fra en skilsmisse. 

“Men det er dejligt at lytte til musik, når jeg slapper af, laver mad eller bare tænker tanker”, understreger hun og giver et par eksempler på det, hun lytter til i øjeblikket:

“Det samme som mine store børn lytter til: Andreas Odbjerg, Tina Dickow, U2, Klondyke….”


Musik, hun ikke gerne lytter til, er tung metal musik og en del af danskpoppen. 

“Til gengæld bruger jeg så det, du måske vil kalde ‘mantra musik’, til at slappe af og meditere til”, nævner hun.


Musikken er nu ikke ‘bare’ noget, hun hører derhjemme. Festivaler har Lone Jacobi også altid nydt at deltage på.

“Især Skanderborg er jeg kommet på sammen med venner. Men jeg var også med på den første Midtfyn-festival og på den første Northside-festival i Aarhus. Der er et fedt fællesskab, de steder”, slår hun fast.

Hvilken tv-serie eller film gør særligt indtryk på dig?

Når det gælder underholdning på skærmen derhjemme, melder Lone Jacobi pas. 

“Jeg har ingen tv-tjenester, så jeg følger ingen serier, men på min computer har jeg fulgt de stærke norske ungdomsserier. De giver stof til eftertanke om måden, vi er sammen på rent eksistentielt”.

“Ellers har jeg ikke tv’et tændt ud over at se tv-avisen og dokumentarfilm”, beskriver hun sit eget tv-forbrug.

Når det gælder film, kommer hun ikke så meget i biografen, som hun gerne vil. Dengang hun gik på universitet i Aarhus, tog hun tit i Øst for Paradis for at se film, men arbejdet som politiker kræver så meget af hendes tid, at hun ikke kommer så tit afsted længere.

“Jeg ser nok en omtale af en ny, godt anmeldt film, men pling.. er den væk igen fra lærredet”, ærgrer hun sig og tilføjer:

"Film er ellers ren afslapning og underholdning for mig. Der er intet nørderi i film fra min side”.

Tre unikke kulturting 

Ud over platten, der omtales neden for, har Lone Jacobi taget to betydningsfulde kulturting med, som jeg havde bedt hende om at vælge ud.

Kaffekværnen er fra Bosnien har hun fået af faren til den familie, hvor hun boede i tre måneder som udsndt nødhjælpsarbejder. Den står i en vindueskarm i hendes hus.

Mette Glassy's kobberværk med indskriften "Dialog sprænger rammer" har hun købt på en auktion for Stafet for Livet Odder.

Et hjem med en særlig platte

Lone Jacobi har ikke et eneste designermøbel eller kunsthåndværk i sit hus. Måske fordi hun ikke har haft det behov med hjemmefra sine forældres hus.

“Jeg har heller ingen billeder på væggene, da mit hus har mange vinduer….altså lige ud over en stor platte fra 5. juni 1915….man skal jo have en platte og den her synes jeg er sjov”, griner hun.

Platten fejrer indførelsen af kvindernes stemmeret, men på platten er kvinderne ikke i front. Det er i stedet portrætterne af Kong Christian X og 12 mænd, der som teksten siger: ‘Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse’.

Kunstudstillinger giver glæde

I forhold til at se kunst på muséer er Lone Jacobi heller ikke så flittig.

“Men jeg har haft to dejlige, nylige oplevelser på kunstmuséer. Den ene var på Aros med en god veninde for at se maleren Elisabeth Jerichau Baumanns billeder. Den anden var den amerikanske fotograf Diane Arbus på Louisiana”.

Hun gør det klart, at hun ikke har nogen form for strategi for at se kunstudstillinger.

“Jeg har ikke haft det med mig på samme måde som jeg har med bøger og musik. Men kunstudstillinger giver mig en mulighed for fordybelse.

Dermed slutter cirklen i samtalen. 

For Lone Jacobi giver kultur en unik mulighed for at finde glæde, ny refleksion, andre vinkler på verden... tilsammen det der er en fordybelse, som rækker ud over hverdagens mange gøremål og forpligtelser.

Fakta om Lone Jacobi:

  • Borgmester for Odder Kommune valgt for Socialdemokratiet for 2022-2026
  • Viceborgmester 2017-2021
  • Inden da blev hun første gang valgt ind i det daværende Odder Byråd 2013
  • Uddannet cand.mag. i etnografi og socialantropologi ved Aarhus Universitet i 2008
  • 47 år, har to store sønner og bor i Randlev

Samtalet, fotograferet og skrevet af Steen Bille


Besøg kulturen i sommerferien
7 tip til gode og anderledes kulturoplevelser