2021 rinder ud med jule og nytår december. Så er det tid til at opsummere KulturHub Odders aktiviteter i det voldsomt coronamærkede år.
Set i tilbageblik har vi været langt omkring i de kulturaktiviteter, vi har tilbudt. Alle blev de arrangeret ud fra mottoet “hverdagskultur med kvalitet”, så lettilgængelige,billige eller gratis som muligt.
Her er listen over alle de kulturtilbud, som vi har inviteret til i løbet af 2021. Tilbage i januar skete det vigtigste i foreningens liv: At den blev dannet den 21. januar på en online generalforsamling.
12 varierede kulturtilbud
Herunder kan du se alle vores aktiviteter:
oplæsning i en coronatid. Vi tilbød at komme ud til folk og dér læse opløftende tekster højt i sikker udendørs afstand
3 kulturhistoriske gåture igennem Saksild Strand sommerhushusområdet. To gange med arkivleder Lisbeth Bonde og én gang med Steen Bille som historiefortællere
en fredagskonkurrence, hvor alle kunne gætte på hjemstedet for detaljer på bygninger i kommunen
en fotokonkurrence hvor vi endte med at udstille 50 udvalgte fotografier fra indsendte billeder fra folks favoritsteder i kommunen
en konkurrence om de gode erfaringer, folk gør sig med at gå eller vandre. Gevinsten var bogen “GÅ”
skovbadning og tekstoplæsning. Meditativ ro mellem tematiserende haikus og digte i en stille skov i Sondrup Bakker
et valgmøde om kulturliv. Seks byrådspolitikere stillede op i Teatersalen og bød ind med deres syn på et rigt kulturliv
digtoplæsning og musik. Forfatteren Louise Juhl Dalsgaard læste coronatids-digte op afløst af den klassisk skolede klarinettist Patricia Martín Gonzaléz
en aften med fortællinger i Ålstrup med Inge Bruun Jensen og Holger Lykke Andersen
en aftensamtale om cirkusliv mellem Marc Thierry Deleuran og Steen Bille om Marcs opvækst som trommeslager og musikalsk klovn i familiens Cirkus Krone
tre gange har vi brugt Centralhotellet i Odder som scene for vores events. Det har vi gjort for at bidrage til afprøvningen af bygningen som kulturhus. Derfor har vi via formanden også medvirket i et evaluerings-interview om arrangørers erfaringer. Det indgår i den beslutning, som byrådet skal tage om at gå ind i en fremtidig aftale med ejer og Realdania om at drive stedet som kulturhus
KulturHub Odder har overtaget rollen som kunstudvalg i Stafet for Livet Odder. Det skete, da det hidtidige udvalg samlet stoppede i efteråret. Men vi har suppleret os fire med yderligere fire personer, og vi er ved at forberede indsamling af værker og hovedauktionen, der foregår 18. juni 2022
En uundværlig økonomisk støtte
Vi er i gang med at forberede vores kommende kulturtilbud i 2022, bl.a. har vi tre events i støbeskeen. Gode idéer vil vi også altid byde velkommen via info@kulturhub.dk.
I løbet af 2021 har vi modtaget økonomisk støtte fra 1) medlemskontingenter, 2) Odder Kulturforening/Odder Kommunes Kulturpulje til vores foreningstart, valgmødet om kulturliv og aftenen mned oplæsning og musik - 3) Spar Nord Fonden til fortælleaftener - 4) Kvickly Odder til fotoudstillingen i Rosensgade.
Skrevet af Steen Bille, formand for KulturHub Odder