Som glasmontrerne står dér på kommoden er de smukke kunstværker. De lyser op med deres indhold af afpillede dyrekranier og forskellige tørrede blomster og små farvede kopper.
Men for Lene Vidding fra Kysing er det ikke det æstetisk smukke, der betyder så meget som det måske gør for mange, som ser værkerne på en udstilling.
"Jeg laver ikke kunst for at få folk til at kunne lide den. De må gerne synes om den, men det vigtige for mig i at skabe mine værker, er det, der sker i mig mere end produktivitet og det æstetiske", slår hun fast.
Hendes og manden Carstens stue er da også en øjenfryd fyldt op med udstillingsklare montrer med, tørrede blomster over spisebordet, værktøj, hylder med indsamlede genstande osv.
Det fælles tema for alle hendes værker er REDIVIVUS eller genliv, fornyelse, genfødsel.
Når noget forsvinder, skaber det plads til noget nyt
Lene Viddings fascination af dyrekranier, tørrede blomster og planter samt forfald er ikke ny.
Nok udstiller hun i stigende grad på udstillinger i Odder, Aarhus, Holbæk, Grenå, på Møn, Kerteminde og mange andre steder. Og nok er hun begyndt at sælge sine unikke værker, men lidenskaben for skønheden i den døde natur stammer helt tilbage fra hendes barndom.
"Da jeg var 10 år og boede med mine forældre på en gård i Sønderjylland, strejfede jeg tit rundt i skoven og på marken. Dér fandt jeg tit døde mus eller fugle, og så tog jeg dem med hjem og lagde dem på dueloftet, hvor mine forældre ikke længere kom", fortæller hun.
Så lå de indtørrede dyr bare der.
"Jeg gik tit op til dem for at opleve den nedbrydning af dyrene, der skete med hjælp fra spyfluer og tid. De gik til og såvel kranier som skeletter var tilbage. Dyrene forvandledes til noget andet, og det fandt jeg spændende", tilføjer hun om sin tidlige interesse.
"Som barn følte jeg mig tit som ét med naturen og brugte meget tid i den.
Død natur bliver levende
Glasmontrerne med vidt forskellige kranier og tørrede planter laver Lene Vidding selv ved at skære glas til og sætte metalrammer på. Indeni fyldes de med kranier af fugle, mus, en vædder, hvorfra planter skaber indtryk af nyt liv.
Hun nøjedes nu ikke med at finde de døde dyr ude i skoven. Hun gik et par gange et skridt videre, når hun sammen med nogle skoleveninder havde begravet en fugle, de havde fundet.
"Nogle gange sneg jeg mig tilbage til gravstedet og gravede dyret op fra den cigaræske, vi måske havde lagt den i. Og så tog jeg det med hjem, for at se ordentligt på det", husker Lene.
Hun var fascineret af de døde dyr og tegnede dem ofte i forskellige kategorier som drøvtyggere, rovdyr m.v.
Interessen for planter og insekter i naturen stødte siden til i folkeskolealderen. Det hun samlede ind, lagde hun i pres til tørre i sangbogen 'Den Danske Sang'.
"Det med at bruge det, jeg fandt i naturen, i kunsten, begyndte dog første for 10-12 år siden," siger hun.
Forfald kan være smukt
Dengang som nu får Lene Vidding den samme følelse af at være optaget af døde dyr og planter.
"Det er en måde at finde ud af, at livet giver mening. Alting har sin tid. Når noget forsvinder, skaber det plads til noget nyt", forklarer hun og tilføjer:
"Hvis et dyr dør, giver det næring til jord og smådyr. Det ene kan ikke leve uden det andet. Der er en afslutning på alt, og livet bærer døden i sig. Så jeg har opdaget en sammenhæng ved at være så optaget af døde dyr og planter".
Derfor kan hun i dag tage en indtørret mus, et rådyr-eller vildsvine kranium, et mågeæg, et rotte- eller skarv kranium - og gøre dem til noget helt andet ved at sætte rødder, stængler, frøstande i eller på kranierne.
"Jeg kan måske gøre den smuk og dermed gøre noget andet end blot at undersøge maddikerne, der kommer ud af øjenhulerne", håber hun.
Når kranier giver mening
Der er folk, som ikke fatter, hvorfor Lene Vidding indsamler døde dyr og anvender rensede kranier for at kalde det kunst. Men det er det, fordi hun tager døde genstande i naturen og omformer dem til nyt liv ved at sætte dem sammen på en ny måde og dermed vise skønheden i forfaldet.
"Kunsten er mit sprog og har jeg lavet nogen et andet menneske har forstået uden sprog, er det det ypperste, der kan ske. Det er mit budskab til verden. Også selv om min kunst ikke siger alle noget", siger Lene Vidding om sin kunstneriske indsats.
Selv har hun aldrig interesseret sig for andres kunst og slet ikke farverige billeder.
Så det var tilfældet, der ville, at hun opdagede, at hun skulle være kunstner. Da hun var 19 år tog hun på Husflidshøjskolen i Kerteminde og andre elever spurgte hende, om hun kendte den fynske fuglemaler Johannes Larsen - en af de store Fyns-malere.
Det gjorde hun nu ikke.
En ligesindet mester dukker op
På husflidshøjskolen i Kerteminde opdagede hun til gengæld John Olsen, en dansk billedkunstner, der også brugte naturen som bund for sin kunst.
Han gik i dybden med temaet liv og død ved at bringe dyremumier, fjer og vinger, skeletter, tørrede planter, sten mv. sammen i fængslende rammer.
"Jeg oplevede et vildt fællesskab med ham. Kan han kalde det kunst, har jeg med min interesse også en plads i verden. Sådan følte jeg det dengang".
"Han gør det, jeg ser, legitimt, og hans kunst gør, at jeg ikke bare går rundt som en freak og ser det skønne i forfaldet".
"Så i 1999 som 25-årig begynder jeg så at sige, at det jeg laver er kunst. Jeg er ikke bare kreativ på en skæv måde", slår hun fast.
Indsamlede genstande
Kranier af fugle og mus, fugleæg, alskens tørrede blomster og planter, sten, skåle, tomme fuglereder, skeletdele, glødepærer mv. har Lene Vidding samlet i et Wunderkammer eller en samling af genstande til at lave sine kunstværker af en dag
Det er fremstillingen af værkerne snarere end det færdige resultat, der driver Lene Vidding.
"Når jeg laver dem, mærker jeg en indre ro. En slags evig aha-oplevelse, en mening indeni mig. Mit liv går op i en højere enhed", siger hun med glæde i stemmen.
Det samme sker, når hun går sine lange ture i naturen omkring Kysing for at finde sine genstande.
"Det er som om jeg har et ekstra øjenlåg og ser tingene på en anden måde end når jeg er ude i verden for at handle. Så får jeg øje på en lille blomst, en lille gren der er bøjet på en særlig måde", fortæller hun.
Men hun slår fast, at hun ikke må tage noget med sig, der bliver taget fra den, f.eks. skal der være frø tilbage af en blomst til næste år.
"Når jeg sidder derude i naturen, måske to timer, bliver tidsfornemmelsen en anden. Jeg sidder og venter på, at tiden stopper for først da kan jeg se, hvad der er omkring mig. Tiden i sig selv betyder intet for mig", forklarer hun.
Lenes store værk er Cirklen
En af mine - skribentens - store kunstoplevelser i 2023 var Lene Viddings store værk 'Cirklen' i mit favoritsted Kunstcenter Silkeborg Bad som en del af den alsidige og smukke udstilling 'Amazing nature'.
I det tidligere kurbads store sal havde Lene hængt en stor cirkelrund jernramme op i loftet. fra den hang 365 forskellige, tørrede og pressede planter i glas, der snurrede langsomt rundt over en mosbelagt cirkel på gulvet.
Den samme cirkel har været udstillet i KunstVærket i Odder.
"Det værk har sin helt egen historie, da min mor, der er kunstner og bor med huset fyldt med skulpturer, spurgte mig, om jeg ville komme hjem til Branderup og udstille i anledning af hendes 70 års fødselsdag i 2021", siger Lene Vidding.
Cirklen er en hjemkomst
Med sit store værk Cirklen sluttede Lene Vidding en ring i sit liv. Hun har skabt et værk med det, der fascinerer hende i dag, og koblet det med den dybe interesse hun allerede som 10-årig fik for forfaldet i naturen. Nu er interessen blot forvandlet til kunst.
Lene Vidding fik hele den gamle staldbygning stillet til rådighed for sin udstilling. Hun tænkte , at hendes værk skulle være stort og fylde rummet. Det var med den tanke, det hele startede.
"Jeg gik i forvejen og samlede vilde blomster i grøftekanter og lagde dem i pres i en bog som dengang jeg var pige. Jeg syntes også, at det ville være godt at bringe det, jeg laver i dag, hjem, hvor jeg også gjorde noget af det samme som pige", husker hun og tilføjer:
"Det var på en måde at vise mit grundlæggende jeg. Med Cirklen ville jeg komme hjem og udstille i min barndomsegn samtidig med, at jeg opdagede, at det der var interessant dengang, også er det i dag".
Se hvad verden er fuld af
365 indsamlede, tørrede og pressede vilde blomster fra grøftekanter ved Kysing drejede langsomt rundt som en fascinerende mobile under cirklen af jern og over cirklen af tørret mos på Kunstcenter Silkeborg Bad
Smeden i Gosmer smedede cirklen af en jernramme for penge bevilget af Odder Kulturforening, fiskesnører udgjorde liner til de 365 glasplader, mens indsamlet og tørret mos formede en cirkel på gulvet, der med Lenes egne øjne skabte en jordforbindelse mellem de tre elementer og gjorde hele udtrykket let.
"Kunne jeg få de vilde blomster op i øjenhøjde, så folk kunne se, hvad verden er fuld af, ville det være godt. Og det var det", noterer hun sig,
"Men én ting jeg ikke havde forventet, var, at den dag udstillingen blev åbnet, spillede solen ind ad de små staldvinduer og spillede i de roterende glasrammer og skabte smukke skygger på væggene", glæder hun sig over.
Legelysten går nye veje
Lene Vidding er begyndt at prøve nye teknikker og materialer. På billedet skærer hun et gipsrelief, men også større værker kan være på vej, selv om de kan blive svære at udstille og sælge.
Det store format som Cirklen har tændt en ny kunstnerisk ild i Lene Vidding. Mens hendes montre-værker bliver stadig mere populære og efterspurgte af galleriejere, er handes tanker om nye typer værker på vej videre.
"Jeg begynder at tænke i så store værker, at jeg kommer ud over det punkt, hvor folk ikke straks tænker 'kan jeg have det stående hjemme?'.
Selv om hun brænder efter at afprøve sine nye idéer, ser hun også nogle forhindringer forude.
"Gallerier vil tjene penge på de værker, de udstiller, og dér vil mine store værker nok hurtigt være for dyre til, at jeg og gallerierne kan sælge dem. Men jeg må prøve", fastholder hun.
Ny udstilling på vej
Hendes næste udstilling er den 11. november til 25. februar 2025 i Vejle.
"Temaet er sorg på en udstilling jeg udstiller tre steder samtidig med Lotte Kejser. Dels ved Den Blå Automat på Banegårdspladsen, hvor ferniseringen også vil være med 2 x 10 små værker, i Rum21 og på Det Nationale Sorgcenter i Vejle", fortæller hun.
"Det har været svært at skaffe penge til udstillingen, måske fordi sorg er blevet et tabu. Vi skal jo være så omstillingsparate og kunne komme hurtigt videre i dag", gætter hun.
Udstillingen vil bl.a. bestå af en fællesskulptur uden mange ord koblet på.
Lene Viddings største kulturoplevelse
Et fast spørgsmål i min interviewserie med kunstaktører i Odder Kommune er: Hvilken kulturoplevelse er din mest mindeværdige?
Til det svarer Lene:
"Den fik jeg nok på Aros, hvor en japansk kvinde - Chiharu Shiota - havde spændt en masse hvide tråde ud i et rum".
"Jeg kunne og kan ikke beskrive det med ord, men i dét øjeblik jeg så det, blev jeg så rørt, og alle følelser vældede op i mig".
Fakta om Lene Vidding
50 år, gift med Carsten og bosiddende i Kysing nær Odder. Arbejder med skulpturer i naturmaterialer. Uddannet på Husflidshøjskolen i Kerteminde 1995, Biz-art i Vejle 2002 og Seminariet for Kunst og Kunsthåndværk 1997-2000. Hendes motto er nærmest: "Alle liv er afhængige af andre liv - også menneskelivet" Tjek hendes hjemmeside ud: Lene Viddings hjemmeside
