Du ser dem ude fra Rørthvej, de høje, smalle og farverige træskulpturer inden bag hegnet. De hænger på huset. De sætter smil på læben.
Dér på Rørth Ellevej bor Juhani Väinö Thomsen med sin hustru Erna i et hus med et atelier og en gårdsplads fyldt med små og store, lave og høje skulpturer af træ, collager sat sammen af udklip fra ugeblade og aviser samt malerier.
Altsammen tilsat klare, stærke farver, der mikset med de levende udtryk i ansigter og kroppe sender glade følelser ind i gæsten.
Men de utallige skulpturer bliver ikke skabt med øje for andre. Juhani Väinö Thomsen gør det klart:
"Jeg laver tingene til mig selv, ikke for at sælge dem".
Den første skulptur
Tre skikkelser skåret i træ på den samme stamme. Det var den første skulptur, som Juhani Väinö Thomsen fremstillede, mens Erna og han var ved at bygge hus i Gosmer. Inspirationen var et fotografi.
Den 83-årige trækunstner har altid arbejdet med træ. I mange år som tømrer uddannet i Næstved i 1963 efter en opvækst som krigsbarn adopteret af et ægtepar på Stevns i starten af 2. verdenskrig.
Siden fortsatte han sit tømrerarbejde i det jyske, først i Herning og siden i Østjylland.
1. april i år er det således 40 år siden, Erna og han flyttede til huset i Rørth fra Gosmer, hvor han to gange byggede sit eget hus til ægteparret.
"I det første hus lavede jeg også min første træskulptur, en gruppe med tre personer", fortæller han om starten på sit mangeårige kunstnerliv.
Om inspirationen til at skabe den, siger han:
"Jeg så fotograf Morten Bo's billeder af træudskæringer i Gosmer Kirke i en af Broby Johansens bøger. Da jeg samtidig fik en stamme fra et beskåret lindetræ, gik jeg i gang".
Da parret for mange år siden boede i Herning, hentede han sig også mange kunstoplevelser og dermed inspiration i byen.
Mange slags skulpturer
Lige siden den første skulptur har den tidligere tømrer skåret, snittet og farvelagt utallige skulpturer i alle former, størrelser og udtryk.
De rækker fra 1.80 meter høje satiriske fremstillinger af Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen og tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt over små skulpturer stillet i plastflasker til stribevis af små, varierede træmænd og -kvinder.
Men Juhani Väinö Thomsen har også fremstillet op mod 50 meget farverige, forskellige stole.
"Det startede, da jeg lavede en stor, rund stol, og fik en møbelpolstrer til at sætte stof på. Og så blev jeg bare ved", siger han.
Jeg spørger ham, hvor han får idéerne til skulpturerne fra. Hans svar er ganske enkelt:
"Ved at gå i gang. Jeg tænker ikke så meget over det. Det skal bare være noget nyt, men jeg kan ikke forklare dig, hvorfor jeg begyndte på en skulptur".
Juhani Väinö Thomsen er dog en flittig bruger af naturen. Mange formiddage cykler eller går han i skoven eller på stranden, og dér finder han ofte inspiration til sit arbejde i dét, han ser.
Nok er træarbejdet mest for hans egen skyld, men han har alligevel udstillet på en tidligere Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus. Han var også medlem af Kunstnernes Hus Stokværket i Horsens i 12 år.
Mange af skulpturerne rummer også humoristiske stikpiller til det politiske liv.
"Det politiske holder mig nok i gang, når jeg inspireres af TV, Deadline, nyhederne mv, indrømmer han.
Han fik farverne foræret
De sprudlende, livfulde farver, der i dag nærmest er Juhani Väinö Thomsens signatur, har ikke altid været en del af hans værker.
"Da vi var flyttet til Rørth, blev Erna dagplejemor, og jeg begyndte at lave små træfigurer til dem", husker han og fortæller videre:
"Børnene spurgte mig, hvorfor der ikke var farver på, og det spørgsmål fik mig i gang med farverne".
"Så det var faktisk børnene, der bragte liv og farver til mine skulpturer".
Hvorfor mangler farven?
Hustruen Erna var begyndt at have dagplejebørn i huset, mens Juhani skar sine små og ufarvede træfigurer i træ.
Men det ændrede sig snart, da børnene spurgte ham, hvorfor der ikke var lagt farve på dem. Så fandt han malerbøtterne frem.
Juhani Väinö Thomsen fremstiller ikke bare træskulptur efter træskulptur. Han har lavet og laver også mange malerier, der har en helt anden karakter, selv om farverne og motiver sagtens kan genkendes.
"Tilbage i Gosmer-tiden malede jeg tit i dialog med billeder af Henry Heerup, Picasso, Edvard Munch og Cobra-malere som Asger Jorn", siger han.
Når jeg kigger rundt i værkstedet og i husets rum er der netop mange af hans malerier, hvor netop de nævnte kunstneres verden fint kan ses har inspireret ham.
Collager af udklip
En tredje kunstart, han har givet sig i kast med, er collagen.
"Da Dronning Margrethe havde lavet sine decoupager, begyndte jeg at klippe billeder og tekster ud af ugeblade og aviser som Politiken", fortæller han og tilføjer:
"Det er sjovt at sætte udklip sammen sådan, at de kan udgøre en kommentar til noget, der sker i tiden, eller til en person om er aktuel for et eller andet".
Ved at give sig hen til træskulpturer, malerier, collager og cykelture holder den 83-årige kunstner i Rørth sig aktiv.
Om Juhani Väinö Thomsen
Født i maj 1939 i Finland
Som 2½ årig kom han som adopteret krigsbarn til plejeforældre på Stevns i Danmark, hvor han voksede op
Uddannet som tømrer i april 1963 i Næstved og arbejdede som sådan på Sjælland og siden i Jylland
I 1960'erne blev han gift med Erna fra Samsø
Parret flyttede til Herning, siden til Gosmer, hvor han byggede to huse efter hinanden til dem selv
1. april 1974 oprettede han sin egen tømrer- og bygningssnedkervirksomhed. Den lukkede han igen 31.12 2007.
Den 1. april 1983 flyttede parret til det nuværende hus i Rørth
Skrevet af Steen Bille