Både Marie Sønderskov og Eric Higgins er formelt uddannede som klassiske musikere på henholdsvis fløjte og bas. Men i dag udforsker de ivrigt nye klange fra naturen og hele verden for at skabe ny musik.
Parret bor i Saksild, hvor de har stået bag en række gratis koncerter i Kulturhuset bl.a. med en indisk tablaspiller, en svensk folk-violinist, melodisk støjrock og musik for børn.
"Hvorfor? Fordi vi bor herude over for Kulturhuset, men der sker ikke så meget. Vi fornemmer bare, at de andre mennesker, der bor heromkring, har en åbenhed", ler hun - og tilføjer:
"Vi har en dreng på tre år og vi vil gerne have ham til at vokse op med kultur i sin bagage".
Derfor bor de lokalt, men spiller musik med global horisont.
Klangen spiller en stor rolle
Marie Sønderskov og amerikanske Eric Higgins elsker begge at lave intimkoncerter, fordi den form giver meget kommunikation med publikum.
Parret øver og spiller mere og mere sammen som duo, hvor de før har haft hver deres projekter.
"Vi nyder at øve sammen og så vil vi gerne indspille en plade sammen", forklarer Marie.
Aktuelt bringer hun sang ind i deres nye musik. Men hun er uafklaret, om den nye retning skal være med ord eller være ordløst.
"Jeg startede med at synge, fordi jeg gerne vil modulere klangen og undersøge, hvor meget luft jeg kan bringe ind i klangen".
Marie inspireres ofte af det, hun oplever i naturen, og hun prøver derefter at gengive det i den musikalske tekstur, som bliver til klang.
"Og derfra bliver det et håndværk, når jeg prøver at komponere de klange, der vil ud af mig", siger hun.
Eric Higgins komponerer også selv musik til sine bas-instrumenter. Han har også arrangeret megen musik til andre instrumenter.
"For mig er det vigtige improvisationer, der gentages mange gange nok til at blive en komposition. Jeg leger med idéer og det giver mig inspiration", fortæller han.
For ham er der ingen tvivl om musikkens kilde:
"At være i dét, man laver, gør, at alting kan blive en kilde til at skabe. Når noget giver mening, kommer inspirationen hurtigere - i hvert fald for mig".
Begge musikere er klassisk uddannede i henholdsvis Aarhus og Boston, USA. Alligevel har de i stigende grad vendt sig mod musikere fra andre musikkulturer som Indien, Syrien, Mellemøsten, Sverige.
"Mens jeg uddannede mig, blev jeg optaget af ny kompositionsmusik. Jeg begyndte at spille fløjte, på den klassiske måde for at fordybe mig i traditionen, men jeg begyndte snart at søge nye veje inden for fløjtemusikken", forklarer Marie Sønderskov.
"Jeg ved ikke, hvorfor, men klaveret var kedeligt. Jeg blev mere fanget af fløjtens klang eller snarere fløjtens klang og instrumentet fangede mig. Det skal passe til ens personlighed og jeg har altid godt kunne lide det melodiske, det lyriske i musik", lyder det fra hende.
Eric Higgins er på sin side uddannet i at spille kontrabas i Boston, USA, hvor han siden spillede i Handel & Haydn Society i 2013 og i A Far Cry Chamber Orchestra i 2013-2018.
"I 2017 spillede jeg i Silkroad Ensemble, der bragte folkemusikere fra hele verden sammen. Dér spillede jeg bl.a. improvisatorisk duo-samspil med en klarinetist fra Syrien".
"Lige dér gik det op for mig, at det var svært at improvisere, fordi jeg var bange for det. De andre musikere havde et sprog, jeg ikke kunne, og for at komme tættere på det, lancerede jeg festival'en Nebraska Crossroads Music Festival i Lincoln i 2018. en festival der bringer alle typer musikkulturer sammen", forklarer han.
At lege med musikalske idéer giver inspiration
Eric Higgins
Festival'en fik Eric til at fordybe sig i arabisk musik, så i indisk musik og senest i den nordiske folkemusik, især den svenske.
"Når jeg bliver fanget af f.eks. svensk folkemusik, går jeg konsekvent og grundigt til værks for at lære det", tilføjer han.
Eric Higgins og Marie Sønderskov er fælles om mange gøremål, idéer og projekter OG et enkelt udsagn:
"Det er en livsstil at være musiker, selv om det ikke er en nem leveform".
Parret er ivrigt optaget af at finde, undersøge og afprøve andre klange end dem, der sædvanligvis kommer ud af forskellige typer fløjter og basser.
"F.eks. imiterer kontrabassen meget den menneskelige stemme. Jeg kan godt lide at spille melodier og at eksperimentere med lyde fra bassens bløde klange. Og så kan jeg gode lide at lægge en musikalsk bund, der skaber plads og et fundament til andre på deres instrumenter", siger Eric.
Marie tog i stedet til Japan for at studere japansk fløjtemusik på nærmeste hold, bl.a. shakuhachi-fløjten.
"Det er en gammel, traditionel musik, som jeg pludselig forstod bedre. Den japanske musik kommer noget dybere ned i noget grundlæggende end her hos os. Andre musiktraditioner udforsker det, der er lige nu frem for, som i vesten, at søge nye klange og modulationer hele tiden", mener hun.
Vi danskere er ikke gode til at gå ud for at høre musik, vi ikke kender
Marie Sønderskov
Eric supplerer hende:
"Overfladisk set ser verdensmusik simpel ud for en klassisk uddannet musiker. Men den er kompleks og ser på den menneskelige stemme eller er til dans, hvor vi i vesten ser på kompositioner".
Parret har også en anden tanke med de anderledes koncerter, de arrangerer i Saksild Kulturhus.
Marie siger det tydeligt:
"Generelt set er vi i Danmark nok ikke så gode til at gå ud for at lytte til musik, vi ikke kender. Men det er jo noget med at åbne sine sanser og være åbne for nyt".
De to musikere fra Saksild blev gift i 2017, hvorefter Eric flyttede til Aarhus og Marie. Fra 2018-2022 var han 2. solobassist i Aarhus Symfoniorkester, men sagde op for at søge nye veje.
"I et orkester spilles det samme hele tiden og jeg ville og vil gerne improvisere. Jeg vil gerne eksponeres for noget nyt og jeg vil gerne føle mig på kanten på den gode måde", giver Eric som forklaring på sit skifte fra den sikre musikertilværelse til den usikre.
"Men det giver mig også en flow tilstand, når jeg finder udfordringer der matcher mit niveau. For mig har det altid været naturligt at finde nye udfordringer. Og så var der ingen forbilleder at gå andre veje med dengang".
Marie nyder også at komponere sin musik og spille på meget forskellige fløjter fra japanske toner over barokklange til folkemusik.
Parrets ønske om at mikse deres klassiske baggrund med nye klange og at samarbejde med musikere ofte med en anden kulturel baggrund smelter sammen i Saksild og Saksild Kulturhus.
"Vi arrangerer kulturaktiviteter mange steder, her har vi en kulturhus med alle faciliteter og ude i verden er der mange musikere, der gerne vil skabe musik med os. Og så har vi venner her, hvor vi bor, som kommer med musik vi lige skal høre. Det inspirerer os", sammenfatter Eric Higgins Saksild-parrets vision.
Skrevet og fotograferet af Steen Bille
KORT OM DE TO MUSIKERE:
Eric Higgins: Komponist, producer, spiller på kontrabas og viola da gamba.
Grundlægger af og kunstnerisk leder af Nebraska Crossroads Music Festival i Lincoln siden 2018.
Har spillet i Concerto Copenhagen siden 2018. Har bl.a. medvirket i Silkroad Ensemble i Boston, Halcyon Music Festival i Durham og Festival Internacional de Música Erudita de Piracicaba i Brasilien.
Var 2. solo kontrabassist i Aarhus Symfoniorkester 2018-22, medlem af Philharmonisches Statsorchester Hamburg 2009-13 og Symfonieorkester des Baryerischen Rundfunks 2007-09.
Medlem af pop/crossover duoen Dehli to Copenhagen med tablaspilleren Sandeep Das, den akustisk/elektroniske duo iis og det tyske indiepop-band Britton Park.
Medvirker på foreløbig syv plader, herunder to Grammy-nominerede.
Desuden var han med-dirigent på Me2/Orchestra - Music for Mental Health Boston i 2014-17 og underviser på Det Jyske Musikkonservatorium.
Marie Sønderskov: Fløjtenist på forskellige typer fløjter og komponist.
Uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium 2007-17, Kunitachi Ciollege of Music i Tokyo 2014-15 og Sibelius Academy i Helsinki 2011-12.
Deltaget på en række festivaler som SPOR i Aarhus 2016-23, Nebraska Crossroads Music Festival i Boston 2019 + 2021-23, Klang Festival I København 2018-19 + 2021-22, Klangspuren i Østrig 2013 + 2015, Pulsar festival 2013, 2016 og 2018 & Pablo Casal Festival i Frankjrig i 2008.
Har udgivet 13 værker og uropførelser, f.eks. den digital soloudgivelse "Requiem for dying species" i 2023, performancen "Conversations into a liquid state" i en installation af Elsa Mencagli i 2017 & "The lost forest" med fløjteensemble ved 2022 RAMA Festival i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.